Gratis rejse når Rejsekort er ’nede’

s-togTrafikselskaberne vil alligevel lade passagerer med rejsekort køre gratis, når systemet ikke fungerer. Hidtil har tonen været, at passagererne så måtte skaffe sig andre billetter, men efter en Twitter fra transportminister Magnus Heunicke om, at det burde være gratis, er tonen ændret.

Rejsekorts adm. direktør Bjørn Wahlsten forklarer, at landets trafikselskaber er enedes om, at passagerer med rejsekort kan køre gratis, så længe rejsekortet er ’nede’: ”Passagererne skal forsøge at tjekke ind med deres rejsekort, men kan de ikke det, så kan de bruge rejsekortet som gyldig billet”.

Samme melding lyder fra DSB, som var først ude med krav om, at passagerne selv måtte sørge for en anden billet, skriver avisen.dk.

Christian Linnelyst, chef for salg og produkter i DSB: ”Vores transportminister var ude med en melding om, at det burde være gratis, og nu er det sådan, vi gør”.

Bøvl med opdatering betyder fredag, at stort set ingen har kunnet bruge det elektroniske kort på togstationer eller i busser. Fejlen blev opdaget tidligt fredag og ventes udbedret i løbet af dagen.