Grenå-Varberg færgen nedlægges

Stena Line leder efter en ny svensk havn til ruten mellem Grenå og Sverige. Færgelejet i Varberg indgår ikke længere i kommunens planer, og derfor er rederiet sagt op fra oktober 2019.

”Vi har været i Varberg i mange år og synes det er kedeligt at starte en proces, hvor vi leder efter en ny havn”, siger Tony Michaelsen, chef for Stena Lines færger mellem Sverige og Danmark.

Stena Line har set nærmere på Halmstad som muligt alternativ og har haft de første samtaler: ”Vi vil fortsætte dialogen samtidig med, at vi vurderer alternativer”, siger Tony Michaelsen til ekstrabladet.dk.

Stena Line har årligt omkring 170.000 passagerer mellem Grenå og Varberg i tillæg til 45.000 biler og 45.000 lastbiler.

De skal i givet fald regne med at komme i land 60 kilometer længere sydpå, hvis Halmstad bliver den nye svenske anløbshavn for ruten.

Det er et byplanlægningsprojekt for Varbergs havneområde, der blokerer for den fremtidige færgedrift.