TURISME: Den danske afdeling af globale Meeting Professionals International, MPI, klar med ny formand.
Meeting Professionals International, MPI, er verdensomspændende forening, der arbejder på at professionalisere møder samt skabe kontakt og forretningsmuligheder på tværs af kloden for sine over 17.000 medlemmer.
Formandskabet i MPI Denmark går hvert år på skift, MPIs nye bestyrelsesformand er Ulrika Mårtensson fra Wonderful Copenhagen.
Hun siger: ”En svensk undersøgelse viser, at en gennemsnitsvirksomhed med 100 ansatte investerer over 20 mio. kr. hvert år i mødetid. Hvis blot halvdelen af mødetiden ikke er brugt effektivt, spilder virksomhederne 10 mio. kr. årligt. Møder og events skal tænkes ind i virksomhedens strategi, og man skal overveje, hvorfor vi holder mødet.”
Det betyder, at det er vigtigt at styrke kompetencerne hos dem, der står for at afvikle møder. Det kan være alt fra en dedikeret mødeplanlægger, men også en sekretær eller en HR eller kommunikationsperson. MPI Denmark er med sine knap 200 medlemmer Europas største MPI-afdeling.
I dag starter det nye bestyrelsesår og med det en ny bestyrelse i MPI Denmark. Ulrika Mårtensson, der har over 15 års erfaring i møde- og eventbranchen, overtager som formand en bestyrelse med 18 brancheprofiler. Alle har det til fælles, at de enten arrangerer møder eller er leverandør af lokaler eller services.
Svenske Ulrika Mårtensson, der til daglig er kommunikationsansvarlig for Wonderful Copenhagen, har været i MPI-bestyrelsen i mange år. Hun er Cand. Comm. fra Roskilde Universitet.
MPI har hovedsæde i Dallas og er største organisation for mødebranchen. MPI har i dag ca. 18.000 medlemmer på verdensplan i 86 lande. Der er knap 200 medlemmer i det danske chapter, hvilket gør det til det største i Europa. MPI tilbyder uddannelse, netværk og videnformidling gennem kommunikation og afholdelse af arrangementer – såvel i Danmark som internationalt. Læs mere på mpidenmark.dk