Halvdelen blev væk fra Indiens workshop

Danske rejsebureauagenter og indiske dansere ved Goa-workshoppen på Hotel Marriott. Foto: Preben Pathuel.

Der var over 30 tilmeldte til workshop fra Goa i København – kun halvdelen mødte frem. Inderne håber på snarlig løsning af problemet med visa til danskere, men dansk bureau har ikke hørt om nogen opblødning.

Goa på den indiske vestkyst har i mange år været kendt som primært en ferie- og charterdestination. Turistmyndighederne i delstaten vil naturligt nok gerne tiltrække flere besøgende og havde i fredags infokomsammen på Marriott-hotellet i København.

Trods over 30 tilmeldte fra rejsebranchen mødte kun knap 15 op, bl.a. fra rejsebureauerne C&C Travel, 65 Ferie, Grace Tours og Sinex Rejser.

De tilmeldte fik alle e-mails dagen før eller samme dag, om at repræsentanterne fra Goa glædede sig til at møde dem.

Også i november havde rejsebranchen problemer med at møde frem til en indisk workshop. 30 var tilmeldt arrangement på Royal Hotel i København – igen mødte kun halvdelen frem.

Præsentationen af Goa kom fra Lloyd Monteiro, adm. direktør for et indisk reklamebureau, Alica Purple, ligesom seks indiske dansere med bopæl i København optrådte.

Pga. sagen om den danske våbensmugler, Niels Holck, som Østre Landsret har afvist at udlevere til Indien, skal danske forretningsfolk nu vente op til 14 dage på at få et forretningsvisum til Indien – før tog det nogle få dage.

Standby.dk spurgte Lloyd Monteiro, der ved sammenkomsten på Marriott repræsenterede turistmyndigheder i Goa, om han havde kendskab til sagen, og om der er nogle ændringer på vej.

”Jeg mener, at Indiens myndigheder arbejder med sagen, og jeg håber, at sagen snart falder på plads,” sagde han.

Adm. direktør for det københavnske rejsebureau Grace Tours, der primært sender sine gæster til Indien, Karen Stigsen, sagde under sammenkomsten til standby.dk, at hun ikke havde hørt om nogen opblødning af den indiske holdning til udstedelse af forretningsvisa.

Goa er Indiens mindste delstat og en af de mest velhavende. Den var i 450 år portugisisk koloni, indtil den kom ind under Indien i 1961. 40 pct. af indbyggerne i Goa er som følge af kolonitiden katolikker.

Goa sælger sig til turisterne på bl.a. sin over 100 km kystlinje, højsæsonen er fra november til februar. Her kan turisterne bl.a. se de mange bygninger fra kolonitiden, bo på alt fra simple til luksuriøse hoteller og bl.a. gå på kasino. Goa har 2.344 hoteller, hvoraf 48 er i den bedste klasse, A.

Goa tiltrækker årligt omkring 2,6 mio. turister, f.eks. med charterfly fra nogle europæiske lande – eller med rutefly til Mumbai og derfra indenrigsfly de ca. 600 km sydpå til Goa.