Hård kurs mod Ryanair ansatte

ryanair crewLUFTFART: Sælg om bord på flyene eller risiker at blive fyret. Sådan er forholdene for de ansatte hos Ryanair i følge norsk avis.

Det irske lavprisselskab skruer bissen på over for de ansatte i følge den norske avis, Aftenposten. Avisen har set en strengt fortrolig instruks til de kabineansatte. Det drejer sig om at indskærpe over for personalet, at salget om bord er særdeles vigtigt for flyselskabets indtjening.

”Besætning med en god salgspræstation vil få anerkendelse, mens de, som ikke vil opfylde målene, vil blive genstand for intern granskning. Fortsætter det dårlige salgsarbejde, vil det resultere i yderligere tiltag, inkluderet at blive fjernet fra pladsen, degradering eller opsigelse,” skriver selskabet i en instruks på 36 sider.

Uanset hvad man kan mene om denne fremgangsmåde, er sproget så knudret, at det skriger mod himlen. Måske er det oversættelsen fra engelsk til norsk og videre til dansk. Skal man le eller græde over indhold, eller fremførelsen? Vi vælger det sidste.