Hellere teknologi end lounge på erhvervsrejsen

ERHVERVSREJSEBUREAUER: Kunderne vil helst undgå personlig kontakt med erhvervsrejsebureau – med mindre der er et problem, viser ny undersøgelse.

Fjerde udgave af erhvervsrejsebureauet Egencias globale Business Travel & Tech-analyse viser, at erhvervsrejsende vil have Wi-Fi på flyet og adgang til rejseplanlægning på digitale platforme.

Resultaterne slår bl.a. fast, at erhvervsrejsende forventer adgang til teknologi på rejsen, og at de teknologiske platforme taler sammen, så rejseplanerne kan ændres on-the-go.

Egencia ejes af den enorme amerikanske online rejsebureaukoncern Expedia, der bl.a. også omfatter Hotels.com og bookingmaskinen Travelocity.

Egencias analyse konkluderer, at erhvervsrejsende prioriterer bedre adgang til teknologi højere end prioriteret boarding og adgang til lounges.

Med sine cirka 30 år i branchen har Sys Hansen, adm. direktør for Egencia Danmark, set, hvordan prioriteter for erhvervsrejsende har ændret sig: ”De fleste erhvervsrejsende er nu en del af ’the Expedia Generation’ – altså dem, der er vant til at have smartphone adgang til de fleste dele af deres liv f.eks. bank, kommune og selvfølgelig deres rejser.”

Kun personlig kontakt – når nødvendigt

En anden konklusion fra undersøgelsen er også et udtryk for den tid, vi lever i, vurderer Sys Hansen.

”Halvdelen af de adspurgte vil helst undgå menneskelig kontakt til deres erhvervsrejsebureau. Erhvervsrejsende ønsker effektivitet og foretrækker at kunne klare det hele selv. Dog er det også min erfaring, at når der opstår udfordringer som aflysninger, man ikke selv kan klare, er det afgørende for vores kunder at få en professionel stemme i røret, som kan få dem videre,” tilføjer hun.