Når danskerne tager til varmere himmelstrøg, så er der destinationer, hvor danskerne oftere kommer til skade. Det gælder steder, hvor mange lejer scootere og motorcykler.
I Danmark hersker kulde og sne i disse dage mange steder. Det får mange danskere til at vende blikket mod varmere himmelstrøg – steder, hvor solen og lyset kan varme kroppen og sindet.
Men det er også rejsemål, hvor danskere kan pådrage sig skader under ferien. Thailand, Indonesien og Vietnam står højt på listen over danskernes foretrukne feriedestinationer, når vintermørket og kulde skal byttes ud med sol og strand.
Og her er det populært at leje scootere for at kunne komme omkring. Men det er forbundet med ulykker, som hvert år involverer danskere. Det viser tal fra Gouda Rejseforsikring.
Alene hos Gouda Rejseforsikring er der inden for de seneste tre år sket over 100 ulykker på to hjul i Thailand, Indonesien og Vietnam, og det betyder, at det er de steder, flest rejsende kommer til skade i trafikken, fortæller fagchef i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum Andersen.
“Vi ser desværre, at mange unge lejer en scooter som en del af ferieoplevelsen uden at forholde sig ordentligt til lokale trafikregler, sikkerhedsudstyr og lejekontrakt. Det kombineret med ukendte trafikforhold og tæt trafik øger risikoen for ulykker på ferien markant,” siger hun.
Gouda oplyser, at ud af de mere end 100 ulykker er 25 procent af ulykkerne sket i Thailand, lige knap 20 procent sket i Indonesien og 13 procent i Vietnam.
Kan skade andet end kroppen
Det er ikke kun personskade, som ulykkerne kan medføre, når danskerne kommer galt af sted på lejede køretøjer.
Louise Hertzum Andersen minder også om, at det er vigtigt at se lejekontrakten på scooteren eller motorcyklen grundigt igennem, inden man kører af sted. For det er vigtigt, at den er forsikret.
“Vi oplever, at kunder kører af sted på uforsikrede køretøjer og ved ulykker efterfølgende bliver overrasket over, at de hæfter for skader på selve køretøjet eller i værste fald på andre personer eller ting. Det er derfor vigtigt at læse lejekontrakten grundigt igennem, inden man kører af sted, så man ikke får sig nogle ubehagelige overraskelser.”
Sprogbarrieren kan også være en udfordring, når lejekontrakten skal læses igennem, men det er der råd for, siger Louise Hertzum Andersen:
“Hvis man lejer scooteren eller motorcyklen gennem sit hotel eller en større udbyder, er der større sandsynlighed for, at lejekontrakten står på engelsk, og at køretøjet er korrekt forsikret. Det kan derfor være en fordel,” fortæller hun.
Gouda kommer også med fem råd til rejsende danskere, som lejer scootere og motorcykler. Først og fremmest lyder det, at man skal tjekke sin rejseforsikring, da de fleste dækker selvrisikoen ved skade på lejet køretøj, mens man dog stadig skal have både en kasko- og en ansvarsforsikring gennem udlejere.
Derudover lyder det, at det er vigtigt at læse lejekontrakten, at man bør tage billeder af køretøjet, så gamle skader dokumenteres, ligesom hjelm og sikkerhedsudstyr er vigtigt. Derudover lyder det, at man bør sætte sig ind i lokale trafikregler.
Relaterede artikler:
Gouda: Italien har promillegrænse for skiløbere

STANDBY.DK Nyt om rejser


