BILUDLEJNING: På www.hertzfreerider.dk kan man finde personbiler, minibusser og varevogne, som skal køres mellem Hertz kontorer i Danmark og Sverige. Det er gratis, men udgift til evt. bro skal dog som regel betales af chaufføren. Hertz betaler benzinen.
Hertz Biludlejning har haft denne ordning i to år, og den er netop blevet udvidet, så man fremover også kan køre biler fra Danmark til de svenske byer Gøteborg, Halmstad, Helsingborg, Kalmar, Malmø og Stockholm. Der kommer flere svenske afleveringsbyer i år.
Der skal jævnligt biler retur til Sverige, og det vil ofte være Volvo’er af alle størrelser, der skal denne vej. Volvo ejer Hertz i Skandinavien.
Kenneth Sørensen Tillisch, Fleet Coordinator og Distribution Manager, siger: ”Vi har mange biler og varevogne, der skal retur til det oprindelige kontor, og vi har haft rigtig stor glæde af, at mænd og kvinder i alle aldre vil køre bilerne for os. Chaufførerne slipper for at skulle betale transporten den ene eller begge veje, og vi får hurtigt kørt bilerne det rigtige sted hen.
Der er p.t. 900 chauffører, og for at kunne køre Hertz Freerider biler skal man blot oprette sig på www.hertzfreerider.dk, og det er helt gratis.”
Det gælder om at holde øje med hjemmesiden, hvor bilerne løbende bliver lagt ud. Den, der kommer først til mølle, får bilen.
Hertz er verdens største biludlejningsselskab med 8.500 kontorer i 150 lande – herunder bådudlejning i Amsterdam (hertz-rentaboat.nl). Læs mere på hertzdk.dk