Hertz tjente ikke penge i årets andet kvartal. Arkivfoto: Hertz.

Biludlejningsgigant fik milliardunderskud

Årets andet kvartal gav den globale biludlejningsgigant Hertz milliardunderskud. ”Vi er i gang med en kritisk transformation for at komme tilbage til overskud,” siger den nye koncernchef.

I en briefing i forbindelse med præsentationen af Hertz’ globale regnskab i andet kvartal af i år, sagde Hertz’ nye koncernchef, Gil West, at koncernens strategi er koncentreret omkring udlejningsflåden, indtægter og at holde udgifterne nede.

I årets andet kvartal omsatte Hertz-koncernen for 2,4 milliarder dollars, cirka 16,3 milliarder kroner, en nedgang i omsætningen på tre procent de seneste 12 måneder, skriver Business Travel News.

Men det blev til et underskud i årets andet kvartal på 865 millioner dollars, cirka 5,8 milliarder kroner. I andet kvartal sidste år fik Hertz omvendt et overskud på 139 millioner dollars, svarende til et plus på 945 millioner kroner.

Hertz’ globale biludlejningsflåde var ved udgangen af juni i år på cirka 546.200 køretøjer, hvilket var 2,3 procent flere end samme tid sidste år.

Det amerikanske hjemmemarked er klart det største for Hertz, i årets andet kvartal var kun 425 millioner dollars af omsætningen på de i alt 2,4 milliarder dollars, fra markeder udenfor USA. Også kun cirka 20 procent af bilflåden, 107,000 køretøjer, var på andre markeder end det amerikanske.

Sælger mange af sine elbiler
Hertz har ikke haft succes med udlejning af elbiler og har tidligere i år meddelt, at man afhænder 30.000 elbiler. Elbiler er for dyre i drift, vedligehold koster for meget, kundernes efterspørgsel er for lille og brugtbilsprisen for lav, har begrundelserne været fra Hertz.

Koncernchef Gil West sagde dog ved præsentationen forleden af regnskabet for årets andet kvartal, at han stadig ser en fremtid for elbiler, men at Hertz skal finde metoder for at kunne få mere for udlejning af denne biltype, blandt andet ved ”at have det rigtige produkt, der passer til markedet og kundernes efterspørgsel,” sagde han.

Blandt de største i Danmark
Markedsandelene i den danske biludlejningsbranche opdeles typisk i tre lige store stykker: Europcar har cirka en tredjedel, det samme har Avis Budget Group, Enterprise, Hertz og Sixt, mens den sidste del er hos mindre operatører.

Avis Budget Group er i dag det nærmest eneste biludlejningsselskab i Danmark med fokus på samarbejde med den udgående rejsebureaubranche.

 

Relaterede artikler:

Forbruger Europa: Stadig flere danskere føler sig snydt ved biludlejning

Sixt passerer 100 biludlejningsstationer i USA

Her er USA’s dyreste og billigste biludlejnings-byer