Høj dollarkurs kan have positiv effekt

usa,maine, ferie turismeTURISME: På et år er dollarkursen steget 30 pct. og kom i går over syv kroner. Direktøren for den danske Discover America-komite tror, at flere vil booke USA-rejser så hurtigt som muligt for at undgå, at rejsen bliver dyrere. Ny nordisk besøgsrekord sidste år til USA – alene fra Danmark var der over 30.000 flere ankomster.

”Umiddelbart tror jeg ikke, at fordi dollarkursen nu har passeret de syv kroner, vil det give en mærkbar virkning. Nogle bestiller måske rejsen tættere på afgang, mens de holder øje med dollarkurser – andre bestiller her og nu, hvis de tror, at dollarkursen vil fortsætte med at stige og f.eks. gøre deres sommerferie dyrere.”

Det siger direktøren for den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, til standby.dk – hun tilføjer: ”Som jeg hører det fra rejsebureauerne, er der endnu ikke nogen mærkbar effekt af den stigende dollarkurs, højest er de rejsende blevet lidt mere tøvende mht., hvornår de skal booke USA-rejsen.

USA er danskernes foretrukne oversøiske rejsemål, sidste år var der 305.331 danske ankomster til USA, en stigning på over 30.000.

Sidste år steg antallet af ankomster fra Norden til USA 12,4 pct., viser helt nye tal. I alt var der 1,4 mio. nordiske ankomster til USA – tallet dækker turister, erhvervsrejsende, studerende osv. Med de 1,4 mio. fastholder Norden sin position som 4. største marked til USA fra Europa.

Fordelt på landene kom 543.336 fra Sverige til USA, 310.204 fra Norge, 138.603 fra Finland og 49.815 fra Island.