HOTELLER: Skænderierne fortsætter mellem Horesta og hotelkæder, som det seneste år har meldt sig ud af hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening, Horesta til fordel for Dansk Erhverv.
Mere end to år efter Horesta meldte sig ud af Dansk Erhverv, ser det skidt ud med at give turisterhvervet én samlet stemme. Planen var at Turismens Hus hos Horesta skulle samle branchen under samme tag. Foreløbig er kun Danmarks Rejsebureau Forening flyttet ind.
Mindst seks hotelkæder har det seneste år meldt sig ud af Horesta og ind i Dansk Erhverv.
”Man kan undre sig, for da Horesta var medlem i Dansk Erhverv (DE), kunne DE ikke imødekomme ønsket om en bedre økonomi, som kunne komme medlemmerne til gode. Men nu kan DE pludselig tilbyde en pris, som efter vores oplysninger er op mod 20 pct. billigere. Hvor fandt de lige de penge? Hvilke af DE’s medlemsgrupper betaler for, at DE kan servicere deres nye hotelmedlemmer,” sagde en informeret hotelkilde i går til standby.dk
I artikel i Berlingske mandag om sagen, sagde adm. direktør for Danmarks største hotelkæde, Jens Mathiesen:
”Vi vurderede, at Dansk Erhverv bedre kunne få politikernes opmærksomhed. Det lykkedes ikke Horesta at samle branchen. Hvis vi skal sikre mere politisk fokus, må alle aktørerne stå sammen, det er Dansk Erhverv forudsætningen for.”
Ved årsskiftet meldte Scandic sammen med Brøchner Hotels, Comwell og First sig ud af Horesta til fordel for Dansk Erhverv. I år har også kæderne CabInn og Dayz fravalgt Horesta og meldt sig ind i DE.
Ligeledes har norske Choice Hotels meddelt, har DE oplyst til standby.dk, at når Choice snart vender tilbage på det danske marked, bliver de også medlem af DE.
Adm. direktør i Horesta, Katia Østergaard understreger, at Horesta trods udmeldingerne stadig har 86 pct. af de hoteller, der er organiserede i medlemskredsen. Horesta har desuden vækst i nye medlemmer.
”Det er dybt beklageligt, at enkelte hoteller har valgt ikke at stå sammen med resten af branchen. I ti år hos Dansk Erhverv lykkedes det ikke Horesta at få ændret overenskomsten eller få opbakning til vores mærkesager. På de få år, Horesta har været selvstændig, har hotellerne fået øget momsafløftning,” siger hun.
I en klumme på Horestas hjemmeside i går, skrev Katia Knipschildt Østergaard bl.a.:
”Berlingske skriver, at turisterhvervet fremstår mere splittet end nogensinde. Det kan vi bekræfte. Endnu mere kan det undre, at man har behov for også at udstille det i pressen til skade for hele erhvervet.”
I dag er hotelerhvervet splittet i to. 14 pct. af de organiserede hoteller er i Dansk Erhverv i selskab med bl.a. sommerhusudlejere, transportbranchen, rådgivningsbranchen, detailhandlen og sundhedssektoren, skriver Katia Østergaard og tilføjer:
”86 pct. af hotellerne har fastholdt medlemskab af Horesta, herunder store hotelkæder som Rezidor, Arp-Hansen, Best Western, Small Danish Hotels, genindmeldte Guldsmeden Hotels og mange andre.”
”I Berlingske siger Scandics danske topchef, Jens Mathiesen, at Horesta ikke har tilstrækkelig politisk indflydelse og at prisen var for høj. Disse argumenter har vi hørt før, men de hænger ikke sammen,” skriver Katia Østergaard, og tilføjer:
”I vores 10 år i Dansk Erhverv var den politiske indflydelse lavere, end den har været siden 2011, hvor vi bl.a. har fået forhøjet momsafløftningen, og hvor vores medlemmer har oplevet tæt dialog med ministre.”
”Horesta er Danmarks største turismeorganisation. Vi behøver ikke at balancere vores politiske arbejde mellem hoteller, detailhandelskæder og godstransportfirmaer. Politisk gennemslagskraft handler ikke om, hvor mange medlemmer man har i ryggen. Det handler om at bringe de rigtige argumenter i spil,” skriver Katia Østergaard.