”Regeringen har fremlagt en finanslov, som er rettet mod kernevælgerne, med større fokus på social- og sundhedsområdet end på vækst og arbejdspladser. Der er tale om en valgkampsfinanslov, som generelt set indeholder for få nye initiativer, der kan understøtte den spirende vækst”.
Sådan lyder det fra Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard, i en kommentar til finanslovsforslaget. Hun gør opmærksom på, at væksten i samfundsøkonomien kommer fra erhvervslivet, og at der bør fokuseres på initiativer, som understøtter vækst og sikrer et tilstrækkeligt arbejdsudbud.
Finanslovsudspillet indeholder også elementer, som Horesta nikker anerkendende til. Det gælder især de tiltag i vækstpakken, der blev indgået tidligere på året. Et af disse elementer er fuld momsafløftning på hotelovernatninger. Horesta skønner, at det vil skabe 500 nye arbejdspladser over en årrække.
Trods indførelse af fuld momsafløftning og en række mindre initiativer, vil dansk turisme stadigvæk være langt fra at udfolde sit vækstpotentiale, vurderer Horesta.
”Det er positivt, at politikerne erkender, at turisterhvervet er et vigtigt vækst- og eksporterhverv. Men vi har stadigvæk for få muskler, når vi skal og konkurrere med vores nabolande. Vi har Europas højeste moms og energiafgifter, der er langt højere end i blandt andre Sverige og Tyskland”, siger Katia K. Østergaard.