Horesta glad for drop af betalingsringen

Regeringens beslutning om at droppe betalingsringen omkring København vækker også glæde hos Horesta, arbejdsgiverforeningen for hotel- og restaurationsbranchen.

 

”Intentionen med betalingsringen var først og fremmest, at den skulle nedbringe trængslen i hovedstaden. Dernæst skulle den indbringe et provenu stort nok til at finansiere en bedre og billigere kollektiv trafik. Endelig skulle begrænsningen af biltrafikken bidrage til at begrænse luftforureningen. Men ingen af disse forudsætninger har reelt kunnet opfyldes i nævneværdigt omfang,” siger Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard (foto), i en kommentar og tilføjer:

 

”Dertil kommer, at Horesta har undersøgelser, der viser, at betalingsringen ville have påført vores branche et årligt nettoomsætningstab på op mod 150 mil. kr.
Når det er sagt, så bakker HORESTA op om at finde en løsning, der på én gang kan forbedre den kollektive trafik og dæmme op for trængselsproblemer i København.”

 

”Nu er det så op til regeringen at præsentere en ny plan for, hvordan den kollektive trafik skal løftes, og trængslen reduceres. Vi venter i spænding,” hedder det fra Katia K. Østergaard.

Skrevet af redaktionen