Horesta glad for ny regering

Udspillet modtages med stor tilfredshed i Horesta.

”Den vigtigste opgave for den nye regering bliver at skabe vækst og ny beskæftigelse. Her er det fornuftigt at bringe turisterhvervet i spil, og vi glæder os til at bidrage til arbejdet. Turisterhvervet er et væksterhverv. Denne vækst kan vi få del i her i landet, hvis turisterhvervet sikres rammevilkår, som gør os konkurrencedygtige, siger Horestas direktør, Katia K. Østergaard.

 

Hun påpeger, at nye job i turisterhvervet kommer de mest udsatte på arbejdsmarkedet til gode. Det vil sige indvandrerne, de unge, de kortuddannede og borgerne i de tyndt befolkede egne af landet.

 

”Med de rigtige konkurrencevilkår er vi i stand til at skabe tusindvis af nye jobs. Vel at mærke job, som ikke kan outsources til Kina, Indien eller Østeuropa. Samtidig kan vi sikre milliardstore eksportindtægter, siger Katia K. Østergaard og tilføjer:

 

”Derfor glæder det os, at man vil se nærmere på reglerne for turistvisum, og at den varslede flypassagerafgift ikke er nævnt i regeringsgrundlaget.”

 

Hun beklager regeringens afgifter, som vil modarbejde målsætningen om at styrke erhvervslivets konkurrenceevne. Det gælder forhøjelse af fedtafgiften og øgede afgifter på tobak og alkohol.

Skrevet af Redaktionen