HÆDER: Det var en stolt adm. direktør for Bella Center, Arne Bang Mikkelsen, der torsdag modtog Horestas markedsføringspris. Maria-prisen hylder en person, der i særlig grad bidrager til at markedsføre Danmark.
Maria er i denne forbindelse en forkortelse for: Marketing Award Raising International Awareness.
”Jeg er meget beæret. Prisen betyder noget særligt, fordi den er fra kolleger i branchen og derfor nok den største anerkendelse, man kan få. Prisen motiverer mig endnu mere,” sagde Arne Bang Mikkelsen ved prisuddelingen på Radisson Blu Scandinavia Hotel i København i forbindelse med en stor Horesta-konference med overskriften: ”How to Succeed.” Denne konference skriver takeoff.dk mere om senere i dag.
Priskomiteen lagde i sin begrundelse bl.a. vægt på, at Arne Bang Mikkelsen har formået at vise København og Danmark frem som destination på markedet for kongresser, messer og udstillinger. Samtidig blev Arne Bang Mikkelsen hyldet for at stå i spidsen for opførelsen af Danmarks største hotel, Bella Sky Comwell.
”Arne Bang Mikkelsen har stået i spidsen for tiltrækning af tusindvis af internationale møder, kongresser, messer og events, som har tiltrukket 100-tusindvis af internationale besøgende til Danmark. Han har om nogen formået at skabe International Awareness om Danmark, som jo er dét, Maria-prisen, handler om,” sagde Jens Zimmer Christensen, Horestas formand, om prisvinderen.
Bella Center fejrer næste år 50 års jubilæum.