Horesta ind i serviceprojekt

Kirsten Munch Andersen.

Kirsten Munch Andersen.

TURISME: Horesta er blevet enig med erhvervsminister Henrik Sass Larsen om en kvalitetsstandard for turisme.

”Vi har sagt ja til at gå ind i det videre arbejde med at udvikle denne ordning. Det har været en lang proces, men vi synes, at der nu ligger et fornuftigt grundlag, siger politisk chef i Horesta, Kirsten Munch Andersen.

Horesta er særligt tilfreds med, at ordningen har udviklet sig fra at have virksomhedsfokus til at fokuse

re på destinationerne. I sit oplæg skriver ministeriet blandt andet, at standarden kan være et værktøj, der er med til at udvikle offentlig-private samarbejder og skabe et kollektivt ansvar omkring forbedring af kvalitet og service i en samlet destination.

Som eksempler på destinationssamarbejder nævnes udvikling af infrastruktur og skiltning, og at butikker, restauranter og kulturinstitutioner holder åbent, når turisterne er til stede.

”Vi er glade for, at ministeren valgte at tage en runde til for at sikre opbakning i det private erhvervsliv. Det er ingen hemmelighed, at vi ikke var glade for den oprindelige model, som handlede om at sætte service på formel i de private turistvirksomheder”, siger Kirsten Munch Andersen.

Horesta har med sin accept sagt ja til at gå ind i en arbejdsgruppe under Dansk Standard, som skal videreudvikle ordningen.