Der er tilfredshed i blandt andet restaurant-, hotel- og MICE-erhvervet med den nye politiske aftale. Arkivpressefoto fra VisitDenmark, Chris Tonnesen.

HORESTA: Ny aftale redder mange jobs

Restauranter, hoteller, møde- og konferencevirksomheder får gavn af den nye aftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om hurtigt at justere lønkompensationsordningen.

Siden regeringen orienterede om nedlukningen i mandags, har HORESTA kritiseret, at det ville være umuligt for restauranter at sælge take away, fordi de så ikke ville kunne få adgang til lønkompensation.

HORESTA har også opfordret til, at ordningen blev udvidet, så den omfattende virksomheder, der er berørt af nedlukningen – både i og udenfor de nedlukkede kommuner. Begge dele er indeholdt i den nye aftale, konstaterer HORESTA.

”Nedlukningen rammer vores erhverv ekstremt hårdt på et tidspunkt, hvor vi i ti måneder har været underdrejet af restriktioner. Genindførelsen af lønkompensation giver virksomhederne mulighed for at fastholde deres ansatte, og det redder rigtig mange i erhvervet fra at miste deres arbejde,” siger Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA.

Hun vurderer, at både restauranter, hoteller, møde- og konferencevirksomheder samt kantinevirksomheder vil kunne få gavn af ordningen. HORESTA opfordrer regeringen til at sikre den samme kompensation på virksomhedernes udgifter, som der nu er kommet på lønninger.

”Vi er i en situation i vores erhverv, hvor nedlukningen svarer til den, vi havde i foråret. Derfor er der også brug for at se tilsvarende på, hvordan alle ramte virksomheder kan få kompensation til de faste udgifter, og at virksomhederne kan få dækket deres udgifter ved nedlukningen. Det er for eksempel alle de råvarer, der nu ikke kan laves om til måltider,” siger Kirsten Munch.

Også tilfredshed hos Dansk Erhverv
Det er en vigtig ny lønkompensationsordning i og udenfor de 38 kommuner, der er ramt af restriktioner, lyder det fra Dansk Erhverv.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i dag forhandlet om justering af lønkompensationsordningen for virksomheder i de foreløbig 38 berørte kommuner samt virksomheder udenfor, der er berørt af restriktionerne. Det er en vigtig aftale for de virksomheder, der i forvejen er under hårdt pres. Dansk Erhverv er tilfredse med, at parterne kunne nå til enighed om en model, der minder om den nordjyske løsning fra november måned, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Højdepunkter fra aftalen og aftalens ordlyd
Parterne er enige om en lønkompensationsordning blandt andet baseret på:

At genindføre en lønkompensationsordning i de 38 berørte kommuner, hvor der er indført lokale restriktioner. Parterne er desuden enige om, at såfremt restriktionerne udvides til at omfatte yderligere kommuner, vil disse også blive omfattet af lønkompensationsordningen. Ordningen baserer sig på 30 procent af de ansatte/50 medarbejdere hjemsendt.

At virksomheder, leverandører og kulturelle institutioner, som modtager mindre end 50 procent i offentligt tilskud udenfor de 38 kommuner, og som oplever at skulle varsle afskedigelser på 30 procent af de ansatte eller 50 medarbejdere som følge af den gradvise nedlukning i de 38 kommuner, vil ligeledes vil kunne få adgang til den genindførte lønkompensationsordning.

”I Dansk Erhverv ønsker vi en både hurtig og effektiv indsats for de virksomheder, der rammes af nye, hårde restriktioner. Derfor er vi tilfredse med, at vi i fællesskab har kunnet lande en aftale, der flugter med den nordjyske model, hvor alle virksomheder samt de mange underleverandører, der også er berørt af de nye, hårde restriktioner, får lønkompensation,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, og tilføjer:

”Det giver god mening, at de berørte virksomheder nu har mulighed for at beholde en del af medarbejderne til varetagelse af opgaver under nedlukningen – samtidig med at de øvrige ansatte kan sendes hjem på lønkompensation. Det gør en stor forskel, at det ikke længere afhænger af et enten – eller. Så samlet set en fornuftig aftale, hvor vi forhåbentlig kan give virksomhederne et lidt bedre ståsted i en ekstrem svær tid,” siger Brian Mikkelsen

Den nye aftale gælder fra den 9. december og frem til 3. januar 2021.

Hele Trepartsaftalen kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Kun ét ud af seks hotelværelser solgt i København

HORESTA: ”Den nye nedlukning vil gøre ondt værre”

Nye milliarder i feriepenge kan hjælpe rejsebranchen