Horesta skælder ud på Stig Elling

Jens Zimmer Christensen.

Jens Zimmer Christensen.

DEBAT: Stig Elling ”bevæger sig på et lavt populistisk niveau,” lyder det fra Horestas formand, Jens Zimmer Christensen.

Af Jens Zimmer Christensen

”Går sommerferien sydpå til lunere himmelstrøg, er der typisk også øget risiko for maveonde. Senest har vi kunnet læse i pressen, at 30 nordiske børn, heriblandt danske børn, søndag blev indlagt på hospitalet i den tyrkiske ferieby Alanya, efter de havde boet på et Star Tours hotel.

Det er indiskutabelt slemt for disse børn og deres familie at få ferien ødelagt af et maveonde.

Mindre synd er det imidlertid for Star Tours salgsdirektør Stig Elling, der må føle sig presset, når han bevæger sig på et ualmindeligt lavt populistisk niveau og i formiddagspressen forsvarer sig og sine med, at henlede opmærksomheden på danske restauranter, der også har skullet tage sig af syge gæster. I det konkrete tilfælde efter at have spist østers.

Hvis det, at det er sket for andre, skulle være et forsvar, ville vi nok se antallet af domme og kendelser falde markant herhjemme.

Ifølge Stig Elling er det stadig uvist, hvad der har forårsaget de mange indlæggelser i Tyrkiet. Men jeg vover pelsen og gætter på, at det nok ikke skyldes, at børnene har spist østers.

Det er ganske enkelt for plat at sammenligne østers med en hændelse, man endnu ikke kender årsagen til”.