Hotel d’Angleterre skal igennem millionombygning

Fra juni i år til februar næste år lukker det berømte 5-stjernede hotel muligvis for massiv ombygning til op mod 100 mio. kr., erfarer takeoff.dk
Det nye d’Angleterre får ifølge takeoff.dks oplysninger færre værelser. Mens hotellet i dag har 123 værelser, siger forlydender i markedet, at hotellet fremover blot vil have 80-85 suiter ”på 6-stjernet niveau.”

 

Hotellets tidligere ejere, Remmen Fonden, overtog 1. februar atter hotellet, efter familien i 2007 solgte det til islandske interesser.

Michael Telling, tidligere adm. direktør for Remmen Hotels Holding, der bl.a. ejede Hotel d’Angleterre, og som til årsskiftet var øverste chef for den norske hotelkæde First Hotels, er hyret til at lede ombygningen af ’Angleterre.

 

Formanden for bestyrelsen i Hotel d’Angleterre aps., advokat Thomas Salicath, kan ikke bekræfte, hvor mange værelser og suiter, hotellet vil have efter ombygningen. For den beslutning er ikke taget endnu. Men han bekræfter takeoff.dks oplysninger:

”Hotellet står foran en stor renovering – og Michael Telling er rådgiver. Det er oplagt at bruge ham pga. hans særdeles store erfaring med renovering af hoteller plus hans indgående kendskab til Angleterre.”

”Vi har endnu ikke alle detaljer på plads for renoveringen, men vi påtænker at lukke hotellet til juni og forventes at genåbne i februar 2012.

Hotellet har over 100 medarbejdere – og efter reglerne for masseafskedigelser skal vi have forhandlinger om medarbejdernes forhold på plads. Det håber jeg de er omkring 23. marts,” siger Thomas Salicath og tilføjer:

”Ejerne ønsker at få et hotel der bliver second to none. Vi skal bevare og udbygge hotellets position.”

”Et resultat af ombygningen bliver formentlig, at der fremover kommer større suiter på bekostning af et antal værelser. Prisen for renoveringen ligger endnu ikke fast, men det må forventes, at denne løber op i et tre-cifret millionbeløb,” siger Thomas Salicath og understreger, at Remmen Fonden ikke har købt hotellet tilbage for at renovere det og så sælge det igen.

”Remmen Fonden håber på et meget langvarigt ejerskab af hotellet. Man har ikke købt hotellet tilbage for at score penge ved at sælge det igen. Det er vigtigt, at hotellet har en stabil og dedikeret ejer med vilje og evne til at tage det lange træk,” tilføjer Thomas Salicath.

 

Aps’et, der nu ejer hotellet hedder Hotel d’Angleterre – det tidligere selskab, der havde hotellet da Remmen Fonden var ejere, hed Hotel D’Angleterre; udover CVR-nummeret er forskellen altså, at det store ”D” er erstattet af et lille ”d,” hvilket også er grammatisk korrekt.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten