HOTELLER: Københavner-hotellet Skt. Annæ, det tidligere Hotel Neptun, er opgraderet for 50 mio. kr. Det har netop fået ny restaurant med adskillige medarbejdere med ’Michelin’-erfaring
Restauratørerne Kristian Arpe-Møller og Rune Amgild Jochumsen, hvis restauranter omfatter Sletten, Uformel, Palægade og Michelin-stjernede Formel B, har åbnet Restaurant Format og Form Bar på københavnske Hotel Skt. Annæ.
Partnere i projektet er chefkokken William Smith og restaurantchef Morten Steen Andersen. De har begge haft omfattende restaurantkarrierer i Danmark og i udlandet. Dette projekt på Skt. Annæ er deres første på egen hånd.
Holdet bag Format er sat med adskillige medarbejdere med ’Michelin’-erfaring og flere kender hinanden fra den københavnske Michelin-restaurant Geranium.
Ambitionen om et internationalt køkken på hotel Skt. Annæ sigter efter at producere enkle retter, hedder det.
”Det vigtigste bag en ret er smagen, kvaliteten og håndværket – og det kommer med at udvælge de rigtige råvarer og have fokus på miljø, lokale råvarer og økologi,” er budskabet.
Form Bar og dennes lounge er nu en del af lobbyen på Hotel Skt. Annæ, som også rummer en atriumgård.
Det nyrenoverede boutiquehotel, Hotel Skt. Annæ, blev opkøbt af Hildebrandt-familien i 2013. Under Hildebrandt-ejerskabet har hotellet gennemgået omfattende renovering, som har opdateret de nu 147 værelser – før var der 154 på Skt. Annæ Plads, tæt på Kgs. Nytorv, Amalienborg og Nyhavn.
Hotelfamilien Hildebrandt har i over 40 år drevet det også 4-stjernede Ascot Hotel & Spa med 194 værelser tæt på Rådhuspladsen i København.