Hotel Kong Frederik klar igen

Ud over 110 unikt indrettede værelser byder hotellet velkommen til en ny æra med det nye ’Public House gastropub’. First Hotel Kong Frederik har indgået et samarbejde med restaurantkonglomeratet Cofoco. 

”Der er noget helt særligt over hotelrestauranter, og vi ser virkelig frem til at samarbejde med det nye First Hotel Kong Frederik. Rammerne er perfekte til at introducere en spændende gastronomisk kultur og skabe en livlig atmosfære, som både hotellets gæster og københavnerne vil få glæde af”, siger Torben Klitbo, som med partneren Christian Lytje står bag det nye gastronomiske initiativ.

Restauranten, Public House gastropub, er inspireret af den engelske bølge, hvor mesterkokke kombinerer britisk gastronomi med den uhøjtidelige pub-kultur. Public House gastropub byder på nyfortolkninger af engelske hverdagsklassikere som Beef Wellington, Shepards Pie, fish ’n chips, bread & butter pudding og sponge cake – naturligvis håndlavet og baseret på de bedste af årstidens råvarer.

First Hotels president Michael Telling er begejstret for det nye samarbejde:

”Cofocos filosofi passer perfekt til os. De står for det uprætentiøse, den høje kvalitet og så insisterer de ligesom os på den personlige og individuelle service. Torben Klitbo har vist, at han formår at skabe et miljø, som tiltrækker såvel københavnerne som de besøgende i byen. Vi er sikre på, at Cofocos kultur er det perfekte match til First Hotel Kong Frederik.

Ud over engelsk gastronomi vil man som gæst på Kong Frederik blive indhyllet i hyggelig engelsk atmosfære i den imponerende atriumgård. Her kan hotellets gæster og andre besøgende nyde en autentisk afternoon tea i selskab med det store oliventræ og Kong Frederiks helt eget bibliotek.

Hotellet med de 110 eksklusive værelser har gennemgået en renovering efter engelsk forbillede med stor respekt for hotellets unikke historie. Flere af hotellets oprindelige møbler er derfor blevet restaureret for at kunne indgå i den nye indretning.

Public House gastropub har plads til 150 gæster og holder åben alle ugens dage med både frokost- og aftenkort. Cofoco-holdet står også bag restauranterne Auberge, Les trois cochons, Vespa, Restaurant Cofoco og hotellet Auberge de Tourrettes i Sydfrankrig.

Skrevet af Flemming Juul