”deal-sites” skal ved markedsføring tydeligt oplyse, hvis de ikke bruger leverandørens normalpris. Det gjorde Tilbudibyen.dk ikke i en konkret sag, hvilket Forbrugerombudsmanden finder kritisabelt og i strid med markedsføringsloven.
I den konkrete sag købte en forbruger et tre-dages hotelophold til 1.275 kr. på tilbudibyen.dk – ifølge ”dealsitet” var normalprisen 2.550 kr.
Efterfølgende opdagede forbrugeren, at samme hotelophold kunne købes til 1.440 kr. på hotellets hjemmeside. Navnet på hotellet oplyses ikke i pressemeddelelsen fra Forbrugerombudsmanden.
Tilbudibyen.dk har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at man har samarbejdsaftale med en rejseudbyder, og at det var rejseudbyderens – og ikke hotellets – normalpris, der var angivet i markedsføringen af tilbuddet.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at forbrugeren naturligt må opfatte en prissammenligning på et dealsite som en sammenligning med leverandørens normalpris, medmindre andet tydeligt fremgår.
Af tilbudibyen.dk’s markedsføring af tilbuddet fremgik det ikke, hvilken normalpris der blev sammenlignet med. Forbrugerombudsmanden finder det vildledende og i strid med markedsføringsloven.
Den nytiltrådte forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger: ”Det er vigtigt, at forbrugerne ved, hvor normalprisen stammer fra. Hvis det ikke er leverandørens egen, skal dealsitet klart og tydeligt oplyse det. Det har tilbudibyen.dk ikke gjort, og jeg har indskærpet reglerne over for dem.”
Ifølge markedsføringsloven må erhvervsdrivende ikke bruge vildledende, urigtige oplysninger eller undlade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.