Nilles Kro reddet af hotalmand fra Løgstør. Foto: Nilles Kro PR.

Hotelejer redder konkursramt kro

Nilles Kro i Sabro ved Aarhus har måttet dreje nøglen om, men nu træder hotelejer fra Løgstør til som redningsmand.

I januar blev det populære spisested Nilles Kro i Sabro vest for Aarhus erklæret konkurs. Kroen, der reklamerede med ’ærlig mad og ægte krostemning’, har skiftet ejer flere gange, men i 2014 overtog restauratør Jens Holm kroen og har drevet den siden. Han måtte i januar altså give op, skriver Jyllands-Posten.

Nu lysner det imidlertid for kroen på vejen mellem Skanderborg og Randers. Lysningen kommer fra Løgstør Parkhotel, hvis ejer Torben Larche, har overtaget forpagtningen af kroen, som kan starte igen den 9. februar.

Tænkt som udskænkningssted
Nilles Kro åbnede i 1952 og fik navn efter sin grundlægger, gæstgiveren Niels Christian Andersen, der populært blev kaldet ’Nille’.

Kroen var oprindeligt tænkt som udskænkningssted på en grund, der tilhørte Skjoldelev Kro. Men da Skjoldelev måtte dreje nøglen om, blev Nilles Kro efter 1954 til en permanent sommerrestaurant med klassiske danske retter som rødspætter og stegt flæsk på menuen.

Kroen har dannet ramme og talrige familiefester og var i sin tid også stedet for debatmøder og økonomikonferencer for det tidligere Aarhus Amt og for generalforsamlinger i den lokale Venstre-kreds, hvor bl.a. Uffe Ellemann-Jensen var opstillet indtil 1999.

Relaterede artikler:

Henne Kirkeby Kro får to Michelin stjerner