Hotelkæde investerer millioner

Australske Gregory Baker, indkøber af bl.a. hotelværelser i København for A.P. Møller-Mærsk, til venstre, med Birthe Becker, koncernchef for salg i Arp-Hansen, samt Bo Madsen, nordisk indkøbschef for InterCruises ved Arp-Hansens sammenkomst i går.

HOTELLER: Københavns største hotelkæde investerer tocifret millionbeløb i tre af sine 11 hoteller – et af dem får ekstra stjerne ud af ændringerne. Kæden snart klar med to nye hoteller.

Arp-Hansen, Københavns største hotelkæde med ca. 3.700 værelser – over 20 pct. af hovedstadens hotelkapacitet – bruger i denne tid tocifret millionbeløb på at renovere tre af sine tophoteller.

Det er Nyhavn 71, kædens andet hotel, siden den åbnede med Gentofte Hotel, samt Phoenix Copenhagen og Copenhagen Strand.

71 Nyhavns direktør, Signe Larsen Vazquez, sagde i går ved Arp-Hansens årlige workshop med 300 tilmeldte samarbejdspartnere på Tivoli Hotel & Congress Center, til standby.dk: ”Vi er snart færdig med renoveringen. Vores røde pakhus går fra 84 værelser til 64, mens det gule pakhus i nabobygningen fortsat vil have 66 værelser. Med vores opgradering tiltrækker vi et andet publikum, flere forretningsrejsende, krydstogtpassagerer og par, der ønsker en højere kvalitet.”

71 Nyhavn har ud af sine 130 værelser og suiter også seks værelser med to etager.

Direktør for et andet af Arp-Hansens tophoteller, Copenhagen Phoenix, Julie Heinen, sagde i går til standby.dk, at hendes hotel også fortsætter renovering af hotellets 213 værelser.

Der kommer opgradering af et af de nyere Arp-Hansen-hoteller, Strand. Hele indmaden hives ud af de 174 værelser, badeværelserne er nye og berøres derfor ikke, sagde direktør Peter Borup til standby.dk og tilføjede, at Strand nu går fra tre til fire hotelstjerner: ”Det nye Strand er klar omkring 1. maj.”

Birthe Becker, koncernchef for salg i Arp-Hansen, fortalte, at kæden sidste år solgte 937.000 hotelværelser, havde 1,4 mio. gæster og belægningsprocent på 77.

Arp-Hansen åbner i dette forår to ny hoteller. Et Wakeup i Aarhus med 315 værelser samt kædens første hostel i København med navnet Steel House i Nyropsgade med 253 værelser og 1.154 senge. Der kommer 64 værelser med to senge, 54 firesengsværelser og 135 med seks senge.