Hotelkæde skaber 500 nye danske jobs

Arkitekttegning af det kommende Scandic Hotel i Kødbyen i det centrale København.

HOTELLER: Danmarks største hotelkæde får et nyt og et udvidet hotel i København – plus det største danske hotel uden for København. Det øger kædens hotelværelser i Danmark ca. 30 pct. Investeringerne i hotelbygningerne kommer bl.a. fra kendt milliardær.

Foreløbig har Scandic Hotels 24 hoteller i Danmark – men der er tre nye på vej. Det vil øge kædens hotelværelser fra de nuværende 4.000 med yderligere ca. 1.200.

”Det går navnlig godt i København og Aarhus, men vi tjener penge på alle vores 24 hoteller i Danmark,” siger Jens Mathiesen, adm. direktør for Scandic i Danmark, til standby.dk

I sidste halvdel af næste år åbner Scandic sit nyeste hotel, Kødbyen, i det centrale København. Det får 372 værelser – bygningen finansieres af den norske pensionskasse KLP, der også ejer Scandics hotel Aarhus City. Scandic Kødbyen får bl.a. også plads til 400 konferencegæster.

I første halvdel af 2019 forventer Scandic at være klar med det forstørrede Falconer Hotel på Frederiksberg i København. Det bliver udvidet til 337 værelser – ca. en fordobling fra i dag. Falconer-bygningen ejes af pensionskassen PFA.

Det største Scandic-hotel i støbeskeen i Danmark er det kommende ved Aarhus Havn. Det forventes at åbne i 2021 med op til 500 værelser i et 13-14 etager højt hotel samt med plads til ca. 2.000 gæster i en kongressal, der ved koncerter kan rumme 3.500. Med sine op til 500 værelser bliver Scandic i Aarhus havn det største hotel uden for København.

Samlet koster de tre Scandic-hotelprojekter omkring to milliarder kr. – heraf en milliard på hotellet i Aarhus Havn. Den finansieres af ejer af tøjfirmaet Bestseller, milliardæren Anders Holch Poulsen.

”Scandic ejer ikke hotelbygninger, de ejes af eksterne investorer. De tre igangværende hotelprojekter vil koste ca. to milliarder kr. i runde tal og give op til 500 arbejdspladser,” siger Jens Mathiesen.

Scandic er Nordens største hotelkæde med 15.000 medarbejdere og tæt på 230 hoteller med omkring 45.000 hotelværelser i drift eller på vej.