Hotelsøgemaskine kigger på Skandinavien

Den skandinaviske regionschef for Destinations of the World, Johan Janssens.

HOTELLER: Søgemaskinen Destinations of the World fra Dubai vil i samarbejde med den skandinaviske rejsebranche. Den tilbyder ifølge egne oplysninger 160.000 hoteller på over 10.000 destinationer.

Destinations of the World, DOTW, åbnede i 1993 – og for at kunne fortsætte sin vækst kigger søgemaskinen nu også mod det skandinaviske marked. Der er udelukkende fokus på rejsebranchen i form af turoperatører, rejsebureauer, andre søgemaskiner osv.

DOTW’s regionschef for Skandinavien og Benelux-landene (Belgien, Holland og Luxembourg), Johan Janssens, siger i pressemeddelelse, at DOTW de seneste to årtier har været største grossist i udbud af hotelværelser i Mellemøsten. Alene i Dubai bookes dagligt 3.000 hotelværelser via DOTW, hvilket svarer til 20 pct. af de daglige bookinger via søgemaskinen.

”For at kunne ekspandere skal vi være aktiv i flere markeder – bl.a. er vores hjemmeside nu tilgængelig på såvel dansk, svensk som norsk,” siger Johan Janssens og tilføjer, at DOTW håber at kunne nå et samarbejde med 50 pct. af rejsebranchemarkedet i Skandinavien.

”DOTW er bl.a. meget stærke på 4- og 5-stjernde hoteller,” siger Johan Janssens og tilføjer, at DOTW’s callcenter er åben døgnet rundt samt at man ud over Mellemøsten har fokus på hoteller i Asien, Det Indiske Ocean, Caribien samt europæiske storbyer.

”Vi er 100 pct. b2b, vi sælger ikke til forbrugerne og har et loyalitetsprogram til bl.a. rejsebureauer, der booker hotel via os,” understreger Johan Janssens.