Hunden Jack, hvis ejer nu har krævet 250 euro i kompensation fra Danish Air Transport og henvist til gældende EU-regler. Privatfoto.

Hund vil have EU-erstatning fra dansk flyselskab

Hunden Jack – i hvert fald dens ejer – har med henvisning til gældende EU-regler krævet 250 euro i kompensation fra Danish Air Transport fordi DAT-flyet, Jack skulle med, blev forsinket.

Danish Air Transport-koncernen omsætter årligt for over en milliard kroner – og brugte i 2018 omkring 15 millioner kroner på kompensation til rejsende der blev så forsinket, at de havde krav på kompensation ifølge de gældende EU-regler, forordning 261, om nægtet ombordstigning.

Administrerende direktør for hans familieejede Danish Air Transport, Jesper Rungholm, har længe været dansk luftfarts nok mest højlydte kritiker af EU261. Og nu har irritationen fået endnu et hak opad.

Via sit italienske datterselskab VolidiSicilia flyver danske DAT den kommende sommer ni ruter i Syditalien. Arkivfoto fra Danish Air Transport.

Den 14. januar fik DAT nemlig et krav om kompensation på 250 euro. Kravet kom i forbindelse med en forsinket flyvning fra DAT’s italienske datterselskab, VolidiSicilia, der flyver en række statsstøttede syditalienske indenrigsruter.

Kravet på de 250 euro overfor DAT-selskabet skyldes, at et af de udstationerede ATR 72-200 propelfly var blevet fem timer forsinket på grund af en teknisk fejl. Flyet skulle flyve en ruteflyvning fra Palermo, hovedstaden på Sicilien, til den italienske ø Lampeduso, der ligger syd for Sicilien, der i øvrigt er Middelhavets største ø.

Flyselskaberne hænger ifølge EU216 på erstatningskravet ved tekniske forsinkelser. Men navnlig ét krav i forbindelse med den pågældende forsinkelse undrede DAT og Jesper Rungholm.

Han siger til STANDBY.dk:

”261-klageformularen i forbindelse med den forsinkede morgenafgang fra Palermo til Lampedusa var sådan set udfyldt korrekt. Men der var en fuldmagt i klagen på vegne af en af de rejsende, der havde navnet Jack. Men der var ingen underskrift fra Jack. Med god årsag: Jack er en hund.”

I klagen hed det blandt andet, at Jack angiveligt havde lidt psykisk overlast på grund af den fem timer lange forsinkelse.

”Klagen er 100 procent seriøs, den er ingen joke. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Hvad bliver det næste, en klage fra en papegøje,” spørger Jesper Rungholm.

Det er velkendt i luftfartsbranchen, siger DAT-direktøren, der også er aktiv flykaptajn, at EU 261 er en seriøs katastrofe, der er uklart formuleret og med et seriøst behov for en opdatering.

”I 261 står blandt andet, at en passager er indehaveren af en flybillet eller et andet gyldigt rejsedokument. Men det understreges ikke, at vedkommende skal være et menneske,” siger Jesper Rungholm.

Han begyndte for nogle år siden at trække DAT helt ud af egentlige charterserie-flyvninger, fordi én større forsinkelse eller aflysning sagtens kunne koste DAT et millionbeløb.

”Vi har i første omgang afvist klagen fra Jack og venter nu på, om Jack, eller måske hans ejer, søger advokatbistand for at komme videre i sagen. Ordlyden i 261 er i hvert fald heller ikke klar på dette område; forordningen taler om en billetholder, men siger ikke at det skal være et menneske,” siger Jesper Rungholm.

”Et kæledyr som Jack skal også have eget rejsedokument for at komme med flyet og kan derfor i princippet være berettiget til kompensation ifølge EU 261,” siger Jesper Rungholm og tilføjer:

”EU 261 omtaler også, hvordan flyselskaber skal agere overfor forsinkede flypassagerer. Nu venter jeg bare på en klage over, at vi ikke serverede hundemad eller tilbød en passende vandskål under Jacks ventetid i Palermos lufthavn.”

Flere syditalienske ruter
I 2018 landede DAT en treårig kontrakt om at flyve mellem Sicilien og de små syditalienske øer Lampedusa og Pantelleria.

Fra sommertrafikprogrammet 2020 vil DAT’s italienske datterselskab, VolidiSicilia, operere yderligere to ruter fra Sicilien. Fra henholdsvis Catania og Palermo på Sicilien til Brindisi på det italienske fastland. Der vil dog kun blive én ugentlig afgang fra 27. juni til 5. september.

De italienske ruter, som DAT/DOT betjener, er såkaldte PSO-ruter (Public Service Obligations, red.), hvor den italienske stat giver underskudsdækning som kompensation for manglende indtjening ved at operere til udkantsområder med et lavt passagergrundlag.

Læs mere i linket under denne artikel.

Relaterede artikler:

Skal der virkelig lig på bordet?

Stor fyringsrunde i dansk flyklagevirksomhed

DAT udvider italiensk rutenetværk