Hurtigrutens ekspeditionsskibe bliver el-drevne

hurtigruten-el-skibDe nye skibe, som bygges på norske Kleven Verft, bliver de første ekspeditionsskibe i verden med ægte hybridfremdrift, oplyser Hurtigruten.

”Beslutningen om hybridløsning er en milepæl i selskabets mål om at kunne sejle med de første helelektriske ekspeditionsskibe i Arktis og Antarktis. Det er hævet over enhver tvivl, at fremtidens skibsfart er både stilfærdig og fru for udslip. Vi vil bruge vores nye ekspeditionsskibe som isbrydere for den nye teknologi og vise verden at hybriddrift på store skibe er muligt allerede nu”, siger koncernchef i Hurtigruten Daniel Skjeldam.

Allerede i første fase vil den nye hybridteknologi gøre det muligt at sejle helelektrisk i 15-30 minutter. Alligevel er det den totale besparelse, som er vigtigst. Teknologien i kombination med udformning af skrog og energieffektivisering ombord, reducerer brændstofforbruget og CO2-udslippet fra skibene med 20%. Det svarer til godt 3.000 tons CO2 pr år.

Det kræver betydelig energi at drive et passagerskib, og så langt er teknologien endnu ikke med hensyn til at drive et hurtigruteskib udelukkende ved elektrisk kraft.

Hybridløsningen udvikles af Rolls Royce, men også norske Bellona har været central i projektudviklingen: ”Det er historisk for norsk skibsfart og norsk maritim teknologi. Batteridrift i så store skibe viser, at batterierne er kommet for at blive ombord og vi er endnu kun ved begyndelsen”, siger Bellonas Frederic Hauge.

Hurtigrutens nybygningsprojekt er selskabets største enkeltinvestering nogensinde. Aftalen med Kleven Verft inkluderer bygning af to ekspeditionsskibe med plads til 530 passagerer. Kontrakten inkluderer option på yderligere to skibe.

Det første skib, som skal være klart inden udgangen af 2018, udstyres med en elektrisk hjælpemaskine, som vil give en reduktion i CO2-udslippet på 20%.

Skib nummer to skal efter planen udstyres med en ren hybridmotor, som kan drive skibet på helelektrisk kraft over længere distancer i fjorde, i havn og ikke mindst i følsomme områder.