Hver 6. føler sig mindre sikker på rejsen

De seneste tre år er hver sjette dansker begyndt at føle sig mere usikker på rejser til udlandet. For 69% skyldes det terror, 26% på grund af usikker international politik og 17% på grund af en forestilling om, at kriminaliteten er steget.

Men langt størstedelen, to ud tre, føler sig hverken mere eller mindre sikre, når de rejser, viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Statistikken viser, at verden faktisk er mere sikker nu end tidligere, og skadetal og erfaringer fra Gouda og Gjensidige viser, at typen af skader, som danskerne får, når de tager på ferie, ikke har ændret sig de seneste mange år.

”Det ærgrer mig, at så mange føler sig mindre sikre. Ser vi eksempelvis på de skader, som vores kunder får i udlandet, er det stadig de samme, som for tre, fem og ti år siden. Det er dårlig mave, trafikuheld og tyveri, der dominerer statistikken. Der er altså intet, der – i denne sammenhæng – tyder på, at det er blevet mere farligt at rejse,” siger Dan Kjølhede Laursen, direktør for Gouda Rejseforsikring.

Blandt dem der føler sig mindre sikre har over halvdelen ændret rejsevaner. 22% rejser ikke længere til storbyer, som de vurderer er farlige, og 45% har droppet udsatte charterdestinationer. Der er dog ingen, der helt er stoppet med at rejse til udlandet.

”Det er helt forståeligt, at man rejser anderledes nu end tidligere, men det er vigtigt, at selv om der er uro i nogle lande, så er turistområderne generelt meget sikre. Det samme kan siges for de fleste storbyer, hvor myndighederne har øget beredskabet og i endnu højere grad er opmærksomme på trusler,” siger Dan Kjølhede Laursen.