Lejere og enlige voksne med eller uden børn er blandt befolkningsgrupperne, der ikke nødvendigvis har plads i budgettet til en uges ferie væk fra hjemmet, oplyser Danmarks Statistik. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Hver sjette danske husstand har ikke råd til ferie

Danmark er blandt de EU-lande hvor flest har råd til ferie, men tal fra Danmarks Statistiks 2022-levevilkårsundersøgelse viser, at 16 procent af de danske husstande ikke har råd til at rejse væk.

I Danmarks Statistiks levevilkårsundersøgelse svarede hver sjette danske husstand i 2022, at de ikke har råd til en uges årlig ferie væk fra hjemmet.

Daniel F. Gustafsson, specialkonsulent i Danmarks Statistik, siger i pressemeddelelse fra DS:

”I alt har 474.000 danske husstande efter eget udsagn ikke råd til en uges ferie uden for eget hjem. Det er især lejere og enlige voksne med eller uden børn, der ikke har plads i budgettet til en ferie. Blandt disse grupper er det mellem hver fjerde og femte husstand, hvor der ikke er råd til en uges ferie væk fra hjemmet.”

I 2021 vurderede 15 procent af de danske husstande ferie som værende uden for det økonomiske råderum. Den største ændring ses i husstande i den mellemste indkomstgruppe, hvor afsavnet er steget fra 10 procent af husstandene i 2021 til 13 procent sidste år. For både enlige med børn og par med børn er andelen af husstande, der ikke har råd til ferie, faldet fra 2021 til 2022, oplyser Danmarks Statistik.

750.000 har ikke råd til ferie
I de 474.000 husstande, der i 2022 efter eget udsagn ikke havde råd til en uges ferie, boede der 750.000 personer, hvoraf 99.000 var under 16 år.

Blandt de voksne i husstandene, er arbejdsløse, enlige forældre, personer der bor til leje, har lav uddannelse eller lav indkomst mere tilbøjelige til at vurdere, at de ikke har råd til ferie. Derudover er der en del ældre og folkepensionister.

Det var det samme billede som i 2021, men især arbejdsløse har oplevet en stigning fra 33 procent i 2021 til 36 procent i 2022, oplyser Danmarks Statistik.

Danmark er blandt de EU-lande hvor flest har råd til ferie
I forhold til resten af borgerne i de 27 EU-lande, er det dog ikke i Danmark, at der i størst omfang fattes penge til en uges ferie.

”EU-gennemsnittet for 2022 lyder på, at 28,6 procent af befolkningen ikke har råd til at tage på ferie. Med 12,9 procent placerer Danmark sig blandt de lande, hvor færrest ikke har råd til ferie,” siger Daniel F. Gustafsson.

Rumænien er det EU-land, hvor den højeste andel af befolkningen ifølge egne oplysninger må blive hjemme i ferien. Her vurderer 62,5 procent af befolkningen, at de ikke har råd til en uges ferie væk fra hjemmet. Det er en del højere end næste land på listen, Grækenland med 48,8 procent.

Luxembourg og Sverige er med henholdsvis 7,6 og 10,2 procent de lande i EU, hvor den laveste andel af befolkningen – efter egen vurdering – ikke har råd til at forlade hjemmet på en uges ferie.

 

Relaterede artikler:

Behovet for feriehjælp stiger markant

Storbank: Danskerne bruger mange penge på rejser

Dansk hotel tilbyder 70 udsatte børnefamilier gratis ophold