’Hvis det er rigtigt stopper jeg straks’

Robert Hansen.

Skuespiller Robert Hansen er chokeret over omtalen af bagmændene i Ving Tours, og hans agent er omgående gået i gang med at undersøge kontrakt og aftale nærmere.

Efter flere dages tavshed lykkedes det i aftes BT at få kontakt med skuespiller Robert Hansen i forbindelse med prøverne til Live fra Bremen. Til spørgsmålet om skuespilleren, der tilsyneladende har indgået en længere kontrakt med Ving Tours, kan leve med at være reklamesøjle for firmaet, lyder svaret:

”Nej, hvis det er rigtigt, hvad der står i BT, stopper jeg selvfølgelig samarbejdet. Det er jo chokerende og helt vanvittigt. Men min agent er på sagen og forsøger at få en forklaring fra ejerne”.

På et senere spørgsmål om han har fået sine penge, er svaret: ”Jeg vil helst ikke ind på økonomien. Det er privat.”

Robert Hansens agent oplyste senere, at hun endnu ikke har fået en forklaring fra Tom Hansen, der står som ejer rejsearrangøren.