Hvor var VisitDenmark og WoCo?

Henrik Meng.

Henrik Meng.

DEBAT: ”Hvorfor skulle Danmark dog ulejlige sig med at deltage på en af verdens vigtigste rejsemesser,” skriver direktør Henrik Meng fra konsulenthuset Meng & Co. om VisitDenmark og Wonderful Copenhagens manglende repræsentation på årets World Travel Market i London.

Af Henrik Meng

I går bragte standby.dk en artikel fra den udsendte medarbejder til World Travel Market, en af Europas vigtigste fagmesser for rejsebranchen. Her blev VisitDenmark og Wonderful Copenhagens manglende deltagelse påpeget. Artiklen gav flere kommentarer fra læserne.

Den manglende danske synlighed på WTM udløste også dette debatindlæg fra Henrik Meng, direktør for Meng & Co., han arbejder for/med kunder som Fårup Sommerland, Lalandia og Carlsberg, ligesom han er forfatter til bogen “Kan man revne af begejstring” og foredragsholder.

”Jeg og mange andre undrer sig såre over, at Danmark nok engang ikke var repræsenteret på World Travel Market. Men på den anden side, hvorfor skulle vi dog ulejlige os med at deltage på én af verdens største og vigtigste rejsemesser? For vi er jo verdens bedste værter og holder jo afsindigt meget af turister. Hvad skulle vi kunne lære, som vi ikke allerede ved i forvejen?

Når jeg og mange andre undrer sig over, at Danmark ikke var repræsenteret på messen, skyldes det jo at vi i den grad kan gøre det bedre på turismeområdet, at vi netop kan lære en del af vores naboer.

Danmark sakker agterud på antallet af turister, dumper på attitude, og vores konkurrenceevne på området er også for nedadgående. Det stod klart i en undersøgelse som World Economic Forum offentliggjorde for nylig.

Dét alene burde vel være verdens bedste grund til at vise flaget, fortælle om ”Værtens bedste service” – og møde de købere, der kunne hjælpe os med at komme op i gear, et sted hvor køberne netop er i købe-mode.

Mens vi venter på at få sænket momsen, skabt bedre rammevilkår for turismeerhvervet og involvere og engagere detailhandlen, er vores eneste chance for fremdrift at gøre og være en hel masse for de gæster, der rent faktisk er her og kommer; vi skal vise at vi elsker gæster, ved i praksis at levere Værtens bedste Service – i rollen som perfekte værter.

Jo flere gæster jo bedre… De fortæller nemlig deres venner om det – og kommer igen og nogle tager endda deres venner med…

Den eneste supergode forklaring på vores fravær i London, som jeg kan forstille mig, må være at vi allerede har nogle aftaler og deals, der er endnu bedre, end dem, vi kunne opnå på World Travel Market. Så derfor glæder jeg mig til at se, hvad det er, der er på vej, ud over – naturligvis – det fantastiske vindue som det internationale Melodi Grand Prix på Refshaleøen bliver for hele Danmark.

“Spist er spist” som man siger, og vi kan ikke lave om på at vi ikke var der:

Der er så fantastisk mange gode intentioner og masser af skønne oplæg, strategier og festlige skåltaler, der alle søger at berede os på det, der kommer. Engang, når strategien er udmøntet og regeringen har svinget sin magiske tryllestav: Så bliver alt godt… Mange har endnu flere “anbefalinger” og alle er spændte på hvilke, der er med i regeringens udspil!

Lige nu opfører ”TurismeDanmark” sig nemlig, som man gør i en kommune den sidste måned før et kommunalvalg; alle holder vejret og forsøger at undgå at lave for megen ravage samtidig med, at de holder sig gode venner med alle kandidaterne for at stå bedst muligt efter valget.

Alle i erhvervet venter på regeringens længe ventede – og atter udskudte – udspil på turismeområdet, som var det den ultimative livseliksir, der rydder alle problemer af bordet og bringer os til Eldorado hvor guldet flyder i gaderne og hvor turisterne i glæderus besøger os i hobetal.

Indrømmet, jeg er spændt på hvad udspillet indeholder. Og mest af alt ser jeg frem mod at finde ud af hvilken løftestang udspillet indeholder på eksekveringssiden – altså dér hvor man gør tanker til handling. Jeg kunne drømme om at det inkluderede følgende:

a) En fortælling, der anerkender, at vi kun er 5 millioner mennesker og derfor må betragte os som “én destination” (måske en idé med “En indgang” til turismedanmark?!) med de fordele det kan give, at vi arbejder endnu tættere sammen på tværs af de mange del-mængder, som vores turismelandkort består af. (google “visit*.dk” og se at du får 668.000 hits…)

b) En styrket bevilling til fælles markedsføring, hvor alle de betydende organisationer forpligter sig til at tale med én stemme – og kun får del i eventuelle midler, hvis de gør det i praksis. Og en samtidig forpligtelse til, at vi får fortalt historien om fortællingen, også herhjemme, så vi ved, hvad det er vi har lovet gæsterne og så alle er ombord på den fælles mission.

c) Sikre at de generationer af forretningsfolk, medarbejdere i detailhandlen og andre, som beskæftiger sig med turister i virksomheder og organisationer, får fortællingen om det gode værtskab ind under huden allerede på skolebænken. Ved at tage fat på uddannelsen af vores unge mennesker, kan vi skabe den nødvendige servicekultur og det gode værtskab, som kan aflæses direkte på bundlinjen i sidste ende”.