Iberia er Europas mest forsinkede flyselskab

Iberia havde sidste måned næsten 15.000 flyvninger – heraf landede blot 46 % indenfor den tidsramme på minus 15 minutter, flyselskaber verden over betragter som rettidig ankomst. Til sammenligning havde SAS i den anden ende af skalaen 15.800 flyvninger sidste måned – men landede til tiden i over 90 % af tilfældene.

 

Tallene stammer fra Flightstats.com, der indsamler punktlighed på 150.000 flyvninger med ruteflyselskaber hver dag verden over, charterflyselskaber er ikke med i opgørelsen. Flightstats inkluderer både regionale og ”major airlines” i sin statistik.

 

Blandt de andre store europæisk flyselskaber med en svag punktlighed sidste måned var Spanair, næstsidst, med 47,7 % for sine 4.800 flyvninger, Easyjet havde 24.000 flyvninger i juli, hvor af 52 % kom til tiden.

 

Ungarske Malev havde også problemer med præcisionen, 57 % af dets 3.800 flyvninger ankom på tid, mens Turkish Airlines med 18.200 flyvninger havde en punktlighed på 58 %.

 

Flightstats konstaterer blot præcisionstallene – om årsagen er udenfor flyselskabernes kontrol, fx flyvelederstrejker, fremgår ikke af opgørelsen.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten