Iceland Express vil flyve til USA

Iceland Express’ ny rute mellem Keflavik og New Yorks Newark lufthavn bliver med forbindelse  fra København og seks andre europæiske byer, som indgår i IEX’s rutenet.

Der bliver fire ugentlige flyvninger fra mandag til torsdag. Der er afgang fra København kl. 13:20 og videre fra Keflavik kl. 16:20 (lokal tid) med ankomst til New York kl. 17:40 (lokale tid).

 

Afgang fra New York Newark mandag til torsdag kl. 20.30 (lokal tid) med ankomst til Keflavik næste morgen kl. 05:50 (lokal tid) og afgang til København 07:10 (lokal tid) og ankomst til København 12:10.
Der er åbnet for at kunne booke billetter på Iceland Express’ hjemmeside. De laveste priser ud af København til New York ligger i prisklassen DKK 1384 – 2040 uden skatter og afgifter. De billigste bruttopriser på nettet ligger på DKK 3684.

 

Foreløbig er ruten tænkt som en sommerrute, men hvis den viser sig at blive populær, vil Iceland Express ikke udelukke, at der kan blive tale om en helårsrute.

 

Selskabet flyver i dag med tre Boeing 737-700 fra det islandsk ejede, britiske selskab Astraeus, og meget taler for, at IEX bliver nødt til at udvide flåden.

Skrevet af Webredaktionen