LUFTFART: Icelandair og Canadas næststørste flyselskab, WestJet, i interlineaftale – WestJet har over 80 destinationer i Canada, USA, Mellemamerika og Caribien.
Icelandair har dermed partneraftale med fire flyselskaber i Nordamerika, i forvejen samarbejdes med de amerikanske selskaber Alaska Airlines, Frontier og JetBlue.
Med en interline-aftale kan flyselskaberne bl.a. sælge og udstede billetter til hinandens ruter. Aftalen giver Icelandairs passagerer flere destinationer, bl.a. fra Toronto, som Icelandair nu flyver til hele året.
I år får Icelandair sin 10. og 11. destination i Nordamerika, fra 15. maj til 15. september har selskabet den eneste rute fra Europa til Anchorage i Alaska, der får besøg to gange om ugen. Og fra sidst i oktober begynder Icelandair også at flyve til Newark-lufthavnen ved New York med fire fly om ugen – i forvejen flyver selskabet dagligt til JFK-lufthavnen.