Ikke flere påskeferier til salg

Foto: Peter Malmrup, TUI.

Kunder der har ventet på en billig afbudsrejse i påskeferien står til at få en lang næse, for rejserne er som støvsugede, og priserne har kurs opad.

Rejsebureauerne begynder at melde om udsolgt. For eksempel har TUI i de seneste uger nydt godt af de kolde grader herhjemme: ”Vi har stort set ikke flere rejser at sælge i hele april, og hele påsken ser meget sort ud. Det regnfulde og kolde vejr har fået danskerne til at flå rejserne ned af hylden, og nu må vi melde pas til de tusindvis af kunder, der endnu ikke har fået bestilt”, siger Nikolai Johnsen, pressechef for TUI i Danmark.

”Drop tanken om en påskerejse, spis en god påskefrokost herhjemme og sats i stedet på en rejse i maj omkring Store Bededag. Der er 50% at spare på en lignende rejse, fordi rejsebureauerne har langt sværere ved at sende folk af sted i maj”, siger Nikolai Johnsen.