Illum udskyder luksushotel

illumHOTELLER: Illum har stadig planer om at få et af Københavns mest luksuriøse hoteller på øverste etage. Men projektet med de 24 værelser og suiter er nu skubbet et år ud i fremtiden.

”Vi er i gang med en stor ombygning af Illum og har meget at bruge pengene på. Det betyder, at vi har udskudt hotelplanerne et års tid – først til næste efterår tager vores bestyrelse stilling til, om hotelprojektet kommer i gang,” siger stormagasinets adm. direktør, Søren Vadmand, til standby.dk

Dermed kan Hotel d’Angleterre og Tivolis Nimb-hotel i endnu en periode beholde status som Københavns fineste hoteller.

Bliver hotelplanerne i Illum til realitet, skal den berømte indretningsspecialist India Mahdavi stå for designet. Hvad prisen bliver for det mulige kommende Illum Hotel vil Søren Vadmand ikke spå om – men han afviser at tommelfingerreglen om, at ét nyt hotelværelse koster mindst én mio. kr., vil holde for det påtænkte 5-stjernede produkt hos Illum. ”Det bliver dyrt – med en tilbagebetalingstid på 10-12 år,” siger han.

Med 24 værelser og suiter hos Illum bliver det eventuelle hotel noget større end Tivolis Nimb-hotel, der har 17 værelser og suiter. Tivolis adm. direktør, Lars Liebst, har flere gange til standby.dk sagt, at Tivoli vil udvide det lille hotel med op mod 20 værelser i den tilstødende Hercegovina-bygning.

Illum blev sidste år købt af det italienske stormagasin La Rinascente. Berlingske skrev sidste år, at Illums nye ejere har planer om et hotel med luksussuiter på toppen af Illum. Dengang var der tale om ti eksklusive hotelværelser – nu er tallet hævet til de nævnte 24. Berlingske skrev også, at der er afsat 500 mio. kr. til totalrenovering af Illum de kommende fem år.