Indien er verdens største flykunde

Det var ganske vist Malaysias AirAsia som fik mest omtale for sin ordre på 200 Airbus fly, men det var blot lidt over ordren fra det indiske lavprisselskab IndiGo som bestilte 180 fly. Samtidig bestilte et andet indisk flyselskab, GoAir, 72 Airbus fly.

 

Sammenlagt har indiske flyselskaber ordrer for 40 milliarder dollar undervejs, men om de bliver i stand til at gennemføre de enorme køb, afhænger ifølge analytikere af evnen til at tackle de stigende brændstofpriser, dårlig infrastruktur generelt, betydelig gæld og hyppigt stigende renter.

 

Kishor Ostwal, bestyrelsesformand for Mumbais CNI Research, mener ikke der er behov for så mange fly, fordi Indien ikke har en tilstrækkelig god infrastruktur til at udnytte dem tilstrækkeligt. Han påpeger, at det allerede i dag er umuligt for flyene at få slots i hovedlufthavnene.

 

I starten af 2000 var der 100 store passagerfly i Indien til at betjene en milliard indbyggere. I dag er der 300 store fly til 1,2 milliarder. og i den samme periode fylder de indiske flyordrer i ordrebøgerne omkring 500 nye fly, hvor det i 2000 var 12 fly.

 

Indiens største private flyselskab Jet Airways, statsejede Air India og lavprisselskabet SpiceJet har fly for  mere end 12 milliarder dollar på vej og ventes at bestille endnu flere.

Skrevet af Flemming Juul