Indisk turisme kom forbi København

Den indiske ambassadør i Danmark, Niraj Srivastava, til højre, med Sheik Pareeth, direktør for Kerala Tourism.

Den indiske ambassadør i Danmark, Niraj Srivastava, til højre, med Sheik Pareeth, direktør for Kerala Tourism.

En stor workshop med 24 repræsentanter fra Kerala Tourism i det sydlige Indien havde København som sidste stop på en rundrejse i Norden efter besøg i Oslo og Helsinki. Gruppen havde valgt at gøre en indsats i Norden for at få flere turister til Kerala.

Den store workshop havde fortjent en større deltagelse fra den danske rejsebranche end de 30 gæster, der deltog, og heraf var en tredjedel freelance journalister.

Kerala ligger i det sydlige Indien, og flere af repræsentanterne fra Kerala mente, ikke overraskende, at den bedste måde at opleve Indien på var med et besøg i netop Kerala for derefter at udforske resten af landet.

Kerala havde sidste år omkring 850.000 internationale turister, heraf 8.825 fra Danmark.

Der var mange elegante hoteller repræsenteret i workshoppen, og de lokkede alle med spa, yoga og ayurveda-behandlinger. Ayurveda udvindes af olie og planter og har en over tusind år gammel tradition for healing og omtales ofte som ”motoren”, der holder Kerala i gang.

Den indiske ambassadør Niraj Srivastava, der glædede deltagerne med sin deltagelse, lovede i sit indlæg at lette adgangen for visum til Indien.