Indiske flyselskaber i store problemer

Indiens seks store flyselskaber fortsætter med at tabe penge – kun lavprisselskabet IndiGo får rupier i kassen. Krisen for selskaberne er nu så alvorlig, at den indiske stat kigger på en redningspakke, der dog ikke omfatter direkte statsstøtte.

 

Inden det kommende krisemøde mellem parterne skal flyselskaberne oplyse om deres finansielle status og hvor mange penge, der er nødvendige for at de kan holde sig flyvende.
De fem store flyselskaber er udover IndiGo også Air India (AI), Jet group, Kingfisher, SpiceJet og GoAir.

 

Økonomien i Air India er så dårlig, at Star Alliance sidste år opgav at få selskabet med i alliancen. Og tidligere i denne måned aflyste Oneworld-alliancen med blot en uges varsel festivitassen, der skulle markere Kingfishers optagelse i denne alliance fra 10. februar.

 

Ifølge BBC taber flyselskaberne i verdens næstmest folkerige land enorme summer pga. høje udgifter til flybrændstof, der er pålagt høje afgifter til de indiske myndigheder, samt høje landingsafgifter.

 

For at spare har flere af flyselskaberne aflyst massevis af afgange, det gælder bl.a. Kingfisher, der også i en periode fik beslaglagt nogle af sine bankkonti, fordi der ikke blev betalt skatter.
Kingfisher havde i sidste kvartal af 2011 et underskud på ca. en halv milliard kr. – en stigning i underskuddet sammenlignet med samme kvartal i 2010 på 70 pct. Flyselskabet har været tabsgivende siden det lettede første gang i 2005.

Skrevet af Henrik Baumgarten