Ingen forhandlinger om salg af SAS

”Der er ikke de fjerneste forhandlinger i øjeblikket, og der er heller ikke nogen aktuelle overvejelser. Jeg ved ikke engang helt præcist om staterne er enige om, hvad de vil, og der har ikke været møder om det på dagsordenen i lang tid.”

Sådan siger formanden Fritz Schur (foto) til Berlingske Business. ”For mig er det vigtigste, at SAS bliver så godt et selskab, at det er attraktivt, hvis nogle vil købe, såfremt ejerne vil sælge. Hvis der ikke er købere eller interesserede i en fusion, eller hvis staterne ikke ønsker at sælge, så skal SAS være så stærkt, at det kan eksisterede videre for sig selv, ” fortsætter han.

Senere hedder det: ”Der kan sagtens gå tre-fire år, men det kan også pludseligt gå hurtigt.”

Efter en brat kursstigning på lutter rygter, har SAS alligevel fået vinden i ryggen på børserne, og amerikanske Citigroup anbefaler køb.
Hvordan det går i denne uge vil afhænge af formandens udsagn i Berlingske-artiklen og af trafiktal i morgen for årets fjerde kvartal. Det hårde vintervejr kan ikke undgå at trække den forkert vej, men i tredje kvartlal gik det så godt, at der blev overskud på selve driften.

Årets resultat offentligøres onsdag 9. februar og vil på trods af et stort underskud bl. a. på grund af kartelbøder, alligevel give et godt fingerpeg om fremtiden.

 

Skrevet af Ejvind Olesen