Ingen grund til at fejre Lufthansa

Lufthansa-AustrianNEDTUR: Strejkerne har været hårde ved Lufthansa i den senere tid. Nettoresultatet for 2014 blev 82 procent dårlige end året før.

”Det her resultat er der ingen grund til at fejre,” sagde Lufthansas præsident, Carsten Spohr, ved regnskabsaflæggelsen for 2014 fornylig. ”Vi skal simpelthen have et bedre driftsresultat. Og for at nå det må vi forbedre vores konkurrenceevne,” fortsatte han.

Og så skal Lufthansa væk fra strejker i fremtiden. De har kostet dyrt i det forløbne år både hos piloter og hos handlingspersonalet. Alene i december var prisen 65 mio. dollar på strejkekontoen.

Det går ellers ganske godt med passagertrafikken, som udgør den største indtægtskilde. Her blev resultatet ca. 50 mio. dollar bedre end året før. Til gengæld skuffer andre grene af det store flyselskab. Cargodivisionen sakker agterud, og der er heller ikke udelt tilfredshed med flere datterselskaber. Swiss er ene om at leve op til forventningerne og præsterede et overskud på 300 mio. dollar.

Derimod skuffede Austrian Airlines endnu engang. Ganske vist blev driftsresultatet til et plus på ca. 12 mio. dollars, men mod 28 mio. året før.

Forventninger fejler dog ikke noget i hele Lufthansa Gruppen, som regner med et driftsresultat i år på ca. 1,5 mia. euro. Måske lige med et lille forbehold for nye strejker om højere lønkrav og lavere pensionsalder, som Lufthansa er så kendt for.