Ingen nye flytyper de næste mange år

Det ene af Airbus’ fire A350-testfly foran flyfabrikkens leveringscenter i Toulouse i går, torsdag.

Det ene af Airbus’ fire A350-testfly foran flyfabrikkens leveringscenter i Toulouse i går, torsdag.

FLYFABRIKKER: I år begynder Airbus at levere sin nyeste flytype, A350 – men så vil der gå mindst 15 år før Airbus eller Boeing præsenterer ny flytype, vurderer topchef i Airbus. Airbus gav pressen prøvetur i den nye A350-model ved sammenkomst i Sydfrankrig.

Toulouse (standby.dk): Verdens to store flyfabrikker er nu dækket så godt ind med brede ”familier” af flytyper, at der ikke de næste 15 år forventes at komme nye typer fra Airbus eller Boeing. I stedet vil de to fabrikker opgradere eksisterende typer.

Det sagde Airbus’ senior vicepræsident for kundeservice, Didier Lux, i går, torsdag, på den sidste dag af de årlige Airbus Innovation Days for pressen onsdag og torsdag.

Boeing satte i 2011 sin nyeste model, Boeing 787 Dreamliner, i trafik. Det kommende nye fra Boeing tæller opgraderingen af B737 i den nye MAX-version ligesom Boeing har lanceret ny version af den eksisterende B747, B747-8, og er på vej med ny version, B777X. Men ellers har Boeing ikke bebudet nogen helt nyudviklede flytyper.

Airbus begynder fra efteråret leverancerne af sin nyeste type, Airbus A350, der skal tage kampen op mod navnlig B787. Qatar Airways bliver fra efteråret søsætningskunde for A350, som Finnair får fra næste år og SAS fra 2018.

På samme måde er Airbus i gang med at forbedre sin A320-familie til A320 NEO (New Engine-option) ligesom Airbus er klar med forbedret udgave af sin A330.

Dagene i Toulouse, hvor Airbus har sit hovedkvarter, summede med tal. F.eks. fortalte Airbus, at antallet af flypassagerer på verdensplan som tommelfingerregel fordobles hvert 15. år.

Også antallet af fly vokser af samme årsag. Mens der i dag er ca. 7.500 Airbus-fly i drift verden over, ville det tal være 12.500 om bare 10 år. Og der vil blive efterspurgt større fly med plads til flere passagerer. Airbus har bestillinger på over 5.500 nye fly.

Der var torsdag morgen en overraskelse for de 150 pressefolk fra det meste af verden ved Airbus’ pressedage – nemlig en timelang flyvetur i det ene af de fire Airbus A350-testfly. Her kunne man bl.a. opleve hvor stille det store fly er, de store vinduer og variabel lyssætning i kabinen. Ifølge Airbus bruger A350 mindst 15 pct. mindre brændstof end ”sammenlignelige” modeller – bl.a. fordi over halvdelen af skroget på A350 er lavet af letvægts kompositmateriale.

Onsdag kunne Airbus dog oplyse, at Emirates har afbestilt sin ordre på 70 A350-fly. Men det betyder ikke det store, sagde Airbus, flyene skulle først leveres fra 2019. Airbus har stadig bestillinger på 742 A350-fly – og flere forventes.

Standby.dk, der som eneste danske medie deltog i årets pressedage hos Airbus, har mere om dette på mandag.