Intensiv togdrift kan spare milliarder

Det skulle ske ved et brud med ’et tog i timen’ strategien og erstatte den med en ’trafikmaskine’, som kører i pendulfart fra København til Aarhus og Sønderborg. Det skulle angiveligt optimere udnyttelsen af det kørende personale, hedder det i rapporten fra Quartz+Co. ifølge politiken.dk.

 

Desuden foreslås det at nedlægge hver tredje administrativ stilling, sælge bygninger og kontrollere indkøb af konsulentydelser.

Trafikforsker Alex Landex fra DTUs Institut for Transport synes, det er en mulighed, der bør undersøges nærmere. Tanken er, at rejsende til Esbjerg, Struer og Aalborg så bør skifte tog for at nå deres rejsemål.

Men to tredjedele af de togrejsende mellem landsdelene rejser i forvejen på strækningen mellem København og Aarhus og slipper for togskifte.

Siden 1970’erne har DSB sendt intercity-tog med flere togsæt fra København en gang i timen. Fra Fredericia er togsættene sendt henholdsvis til Esbjerg, Struer og Aarhus uden at passagererne skal skifte tog. De passagerer, der ikke har rejsemål på hovedlinjerne vil opleve de nye planer som en forringelse. De er villige til at acceptere længere rejsetid, hvis de kan undgå at skifte, forklarer Alex Landex.

 

Trafikforsker Per Homann Jespersen fra RUC, er skeptisk, da planen går direkte imod tendensen i Danmark og i Europa som helhed, hvor jernbaneselskaberne slår på direkte komfortabel transport uden togskift.

Skrevet af Flemming Juul