Intolerant, respektløs, selvforherligende

Leder af Center for Turisme, Innovation og Kultur ved Syddansk Universitet, Janne J. Liburd er lige vendt hjem fra et internationalt møde med turismeforskere og er dybt rystet over især sydøstasiatiske kommentarer om Danmark, skriver metroXpress ifølge jp.dk.

 

Ifølge Janne J. Liburd bliver vi opfattet som et selvforherligende land uden tolerance og respekt for værdierne hos andre folkeslag, og flere af deltagerne udtrykte helt klart, at de ikke kunne drømme om at besøge Danmark.

 

Det stemmer overens med de nyeste tal fra VisitDenmark og Danmarks Statistik, hvor det fremgår, at antallet af udenlandske overnatninger er faldet 13 procent på et år, mens nabolandene har haft vækst. De manglende turister koster Danmark ni milliarder kroner om året.

 

Ekspert i turisme, Lise Lyck, der er lektor på Handelshøjskolen bekræfter, at den indstilling er langt mere almindelig end de fleste danskere tror og hun efterlyser lempelser i visumreglerne og en bedre markedsføring.

 

De stramme visumregler er også adm. direktør i Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, imod. De betyder, at turister fra visse lande har meget svært ved at få adgang til Danmark, og derfor lader være. Den effekt styrkes af den globale finanskrise.

 

Købestærke turister fra Rusland, Ukraine, Kina og Indien skal have visum for at komme til Danmark, og det kan let vare op til to måneder.

Skrevet af Flemming Juul