Irmahønens sidste æg

Den nærmest ikoniske neonreklame på Sortedams Dosseringen ved Søerne i København, hvor Irmahønen ustandseligt har lagt æg i 81 år, er nu slukket.

Bygningen under Irmahønen skal have taglejligheder, så Irmahønen har måttet lægge sit sidste æg – i hvert fald foreløbigt. I samme anledning er der indrykket en annonce på boligportal.dk, hvor den søger en ny, midlertidig bolig.

Som en af Københavns ældste, nulevende beboere har den siddet på sin pind siden 1936, hvor den har været pejlemærke for både københavnere og turister, der har begivet sig ud i storbyens aften- og natteliv. Flere har forsøgt sig med beregninger over, hvor mange æg hønen har lagt i de 81 år. 118 millioner lyder et af budene på.

Irmas direktør Søren Steffensen: “Vi har længe vidst, at Irmahønens hønsehus skulle moderniseres. Derfor leder vi efter en midlertidig hønsegård, indtil den igen kan indtage sin pind med udsigt over Søerne. Til alle dem, der kommer til at savne hønen, vil jeg forsikre, at den kommer tilbage. Vi ved, at mange har et blødt hjerte for Irmahønen. Derfor ligger det os meget på sinde at finde den helt rigtige midlertidige hønsegård,” siger Søren Steffensen.