Arkivfoto fra den israelske badeby Eilat i bunden af Akababugten og med grænser til Egypten og Jordan. Foto: Dafna Tal for the Israeli Ministry of Tourism.

Israels turisme langt fra tidligere høje ankomsttal

Mens der i 2019, året før pandemien, var 4,5 millioner ankomster af udenlandske turister til Israel, faldt tallet sidste år til tre millioner. Det tilskriver turistministeriet blandt andet krigen i Gaza.

Efter genåbningen ovenpå pandemien, så også Israel sidste år en pæn stigning i antallet af ankomster fra udenlandske turister sammenholdt med 2022.

Stigningen blev på 12,5 procent – og holdt frem til oktober sidste år, hvor krigen mellem Hamas og Israel brød ud i og ved Gazastriben, viser data fra Israels statistiske myndigheder, Central Bureau of Statistics. Tallene omtales i seneste nyhedsbrev fra Den Israelske Stats Turistbureau under det israelske turistministerium.

Sidste år, oplyses det, blev det til tre millioner udenlandske ankomster til Israel; til sammenligning var tallet 2,6 millioner i 2022 – men dermed stadig langt fra det seneste rekordår, 2019, året før pandemien, hvor der var 4,5 millioner udenlandske ankomster til Israel.

Og i oktober sidste år, efter Hamas-angrebet på Israel, faldt antallet af udenlandske ankomster fra 304.100 i september til 89.700. I november fortsatte faldet til 38.300, men steg så igen i sidste måned af 2023 til 52.800, viser tallene fra de israelske myndigheder.

23.000 ankomster fra Danmark
Der var i 2019, året før pandemien, 23.000 danske ankomster til Israel. Det oplyste Den Israelske Stats Turistbureaus nordiske kontor i Stockholm i januar sidste år til Standby.dk – håbet var på det tidspunkt, at tallet ville blive det samme i 2023.

Generelt opdeler det israelske turistministerium ankommende udenlandske turister i tre primære hovedgrupper; over to ud af tre udenlandske turister kommer for sightseeing og bare at være turister, 30 procent kommer til Israel på organiserede rejser, mens cirka 20 procent kommer på religiøse rejser.

Turistminister Haim Katz siger i pressemeddelelsen fra det israelske turistministerium: ”2023 blev trods alt et godt år for ankomster fra USA, vores største turismemarked. Israel arbejder for at være klar til igen at modtage udenlandske turister – og meldingerne fra de udenlandske markeder er generelt positive.

Mange har udskudt deres planlagte rejse til Israel som følge af krigen, men de har ikke aflyst deres planer – og de venter nu på det rette tidspunkt til at besøge Israel. Og Israel har meget at tilbyde som turistdestination, så vi ser frem til igen at kunne byde udenlandske rejsende velkomne,” siger turistministeren.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa-gruppen Første store genstarter Israel-ruter

Krydstogtgigant dropper Israel et år frem i tiden

Sådan blev 161 danske turister evakueret fra Israel