Italien sætter ind mod uopdragne turister

I flere italienske byer sætter borgmestrene hårdt ind mod ukultiverede turister, der ’opfører sig som vandaler’ og bruger historiske monumenter ’som campingpladser’.

Turister, der sætter sig på kirketrapperne foran Santa Croce og Santo Spirito i Firenze, risikerer at blive spulet væk med vand og sæbe af kommunalarbejdere med kraftige vandslanger, skriver TV2.dk.

I en bekendtgørelse fra Roms overborgmester, Virginia Raggi hedder det, at turister kan få bøder på op til 240 Euro for at sidde på for eksempel Trevifontænens kant og spise is. Endnu værre er det at dyppe fødderne i vandet eller sprøjte vand på hinanden i sommervarmen.

Listen af ’fredede’ fontæner er lang og omfatter bl.a. den berømte Bernini-fontæne på Piazza Navona, fontænen på Gianicolo-højen og den på Piazza del Popolo.

I Firenze har borgmester Dario Nardella har fået en anden idé. Turister, der sætter sig på kirketrapperne foran Santa Croce og Santo Spirito i Firenze, bliver spulet væk med vand og sæbe af ansatte med kraftige vandslanger to gange om dagen. Man vil ikke have, at renæssancekirker og monumenter bliver invaderet af burgerspisende og coladrikkende udlændinge.

Hvis man vil gøre en god figur, bør man droppe strandtøj og to-go-mad og drikke inde i de historiske bykerner.