Japan Airlines ud af betalingsstandsning

Selskabet har tilbagebetalt de nødvendige 25 milliarder kroner til kreditorerne og har desuden rejst 16 milliarder kroner fra 11 forskellige finansielle institutioner, hvortil kommer et indskud på 23 milliarder kroner fra Enterprise Turnaround Initiative Corp. of Japan, som dermed reelt bliver JALs nye ejer.

 

Planen for restrukturering kræver afskedigelse af 16.000 medarbejdere med udgangen af marts, salg af 103 fly og lukning af 49 ruter. Ifølge JAL er man godt på vej til at have opfyldt disse krav og yderligere i færd med at tilpasse sig den faldende efterspørgsel efter jordskælv, tsunami og atokraft katastroferne.

 

President Masaru Onishi siger, at JALs internationale trafik er faldet med 25% mens indenrigstrafikken er faldet med 28% sammenlignet med marts 2010. "Vi kan ikke være optimistiske med hensyn til trafikken”, sagde han på et pressemøde og bebudede, at selskabet må lukke 74 ugentlige flyvninger på 11 internationale ruter og reducere størrelsen af de fly, der benyttes.

Skrevet af Flemming Juul