JetTime henter to fly og 50 ansatte i Cimber

Hvis overtagelsen godkendes, kan det give beskæftigelse til 50 piloter, kabinefolk og mekanikere. Cimber Sterling råder over seks leasede Boeing 737.

Adm. direktør i JetTime, Klaus Ren bekræfter, at man forhandler med kurator om overtagelse af to Boeing 737, men der er flere forhold, der skal afklares, inden en eventuel overdragelse, så der kan gå nogen tid.

 

JetTime flyver allerede fra Karup til København for Norwegian og skal flyve for Aarhus Charter, der kom i klemme ved konkursen. Desuden har Star Tour købt ekstra kapacitet for at tiltrække passagerer, der ikke kan rejse på ferie med Cimber Sterling.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger forsøgte kuratorerne først at sælge Cimber Sterling som én pakke, men det blev opgivet. Nu går de efter at sælge de enkelte dele til højstbydende. Både FlyBe Nordic, Finnair og Skyways forhandler med kuratorerne. Skyways er ejet af Mansvell, som kontrolleres af ukraineren Igor Kolomoisky, der lod Cimber Sterling gå konkurs.

Skrevet af Flemming Juul